Det er udskiftningsdag på Astralis Talent, som siger tak for denne gang til Jason "JBOEN" Boe Nielsen og Alexander "tOPZ" Miklagard.
Samtidig byder vi velkommen til Simon "sSen" Solnæs og Elliot "suma" Nissen-Jørgensen, begge 17 år.
- Først og fremmest vil jeg sige stort tak til Jason og Alexander, som begge har været super-loyale og rigtig gode repræsentanter for Astralis. Jason har været her længst af de to, og der er ingen tvivl om hans talent eller dedikation til Astralis. Hvis han vil, har han en stor fremtid foran sig, og han er virkelig vellidt i organisationen, hvorfor det er mere et ”på forhåbentligt gensyn” end et ”farvel” fra vores side. De fortjener begge al respekt, og vi ønsker dem det bedste.
I forhold til de to nye spillere, er der flere årsager til valgene. Blandt andet en ny strategi, der så småt er ved at blive udfoldet i forhold til hele talent-arbejdet i Astralis.
Jan Ø. fortæller:
- Vi er først og fremmest rigtig glade for at have fået fat på to unge spillere med et virkelig stort potentiale. Simon ”sSen” er trods sin unge alder allerede på radaren mange steder, men har altså valgt Astralis Talent. Han er en spiller, vi har haft et godt øje til noget tid, så vi er selvfølgelig glade for, han har takket ja til en aftale med os siger Jan Ø og fortsætter:
- Elliot "suma" er ligeledes en spiller, der har været på vej til en af de større internationale organisationers akademihold, og ligesom Simon er har han et stort potentiale, som vi stor tiltro til, han i vores system og organisation kan udvikle yderligere. Begge spillere har erfaring fra divisionerne i powerligaen, og det er ikke tilfældigt, vi kigger på de yngste talenter i Danmark.
- Vi er i gang med at udvikle en ny strategi i forhold til hele vores talent-udvikling, hvor vi fremover kommer til at have fokus på unge spillere, der både har det mentale drive og et talent, vi tror på kan udvikle sig bedst i de rammer, Astralis tilbyder. Vi vil helt sikkert se et yngre Astralis Talent-mandskab i fremtiden, støttet af et set-up, der bliver endnu mere integreret med organisationen omkring main-holdet.
- Det betyder ikke at vi ikke vil have en enkelt eller til tider to mere erfarne spillere på holdet, for det er vigtigt de yngste har nogen at lære af og læne sig op af under kampene, men vi tror på, vi kan flytte de yngste talenter rigtigt meget og kommer til at introducere flere tiltag på talentsiden i fremtiden, lyder det.
Første kamp for det nye hold er torsdag aften, hvor Astralis Talent møder WOPA Esport i United21 Season 15.