Astralis’ kvindehold, ”Astralis Women”, byder i dag velkommen til tre nye spillere, alle med en fortid i David Beckhams Guild Esports, som senest nåede en femteplads til i den europæiske del af ESL Impact League.
De tre nye spillere er norske Thea ”pullox” Evensen, svenske Linnea ”Nea” Claesson og danske Katharina ”KiTKaT” Bauenmand. Holdet består derudover af Marie ”Marie” Toft og Isabella ”Ismo” Ferslev.
Sportsdirektør Kasper Straube:
- De tre signinger understreger, vi mener vores investering i kvindeholdet seriøst med ambitioner om at være med helt i toppen af verdens største turnering. De er hver især spillere, som alle kommer med erfaring og en kvalitet, og som sammen med træneren kommer til at løfte hele holdet og vores to unge spillere, der allerede har bevist en del af deres store potentiale.
- Linnea, Katharina og Thea har spillet sammen noget tid og kender hinandens personligheder og måden, de ønsker at spille Counter-Strike. Det er en klar styrke, men de kommer også ind i en organisation med klare spilfilosofier og værdier.
- Det kommer til at kræve en del af begge sider, men vi har haft en masse gode samtaler med en helt vildt god energi og åbenlys lyst til at gøre hinanden bedre, så jeg er ikke i tvivl om, vi inden for relativt kort tid kommer til at se et nyt topniveau på holdet.
- Med tilgangen af de tre nye og forlængelsen af Marie og Isabella, står vi rigtig stærkt frem mod efterårets Impact League. Vi har samtidig samlet 5 stærke personligheder, som ikke bare kommer til at tegne kvindeholdet, men også bliver en stor del af Astralis’ ansigt udadtil. Det glæder jeg mig til sportsligt, men også på alle andre niveauer, lyder det fra Kasper Straube.
Holdet er allerede i gang med den første bootcamp, hvor de sammen med både førsteholdet og Astralis Talent arbejder med spilfilosofi, kultur og den røde tråd, som går igennem Astralis, sportsligt og i organisationen generelt.