Når Danmarks største gamingevent, Gamebox Festival, løber af stablen den 26-28 maj i MCH Messecenter Herning, har alle fans af Astralis en unik mulighed for at møde spillerne fra alle Astralis’ Counter-Strike-hold.
Foruden verdensstjernerne fra herreholdet lægger alle spillerne fra både kvinde- og talentholdet nemlig også vejen forbi Gamebox, hvor de både vil deltage i turneringer samt være en del af Astralis’ tilstedeværelse hele weekenden.
Som regerende mestre skal talentholdet forsøge at forsvare deres titel som vindere af Gamebox Invitational. Og for dem, der ønsker at prøve kræfter med kvindeholdet, vil Gamebox Open-turneringen være en oplagt mulighed for at give de professionelle CS:GO-spillere kamp til stregen.
Fredag vil gla1ve, dev1ce, blameF, Buzz og Altekz være med til at kickstarte Gamebox Festival med et imødeset Q&A-arrangement af en times varighed, hvor der vil være rig mulighed for at stille nysgerrige spørgsmål til verdensstjernerne. Seancen vil derefter blive rundet af med en unik mulighed for at hilse på gla1ve og co.
Lukas “gla1ve” Rossander, in-game leader på herreholdet, ser frem deltagelsen ved Gamebox Festival:
- At kunne møde vores fans betyder alt. Vi har altid både følt og oplevet en fantastisk opbakning fra de danske fans og det danske CS:GO-community. Og det har både været i medgang og modgang. At være en del af Danmarks største gamingevent, hvor tusinder af gamere, familier og fans vil være til stede, er derfor også noget, vi alle sammen virkelig ser frem til.
- Opbakningen fra det danske gaming-community betyder bare alt, og det gør mig stolt, at Astralis altid sætter en ære i at være en aktiv del af arrangementer som disse.
Du kan tjekke Gamebox Festivalen ud og købe billetter til Danmarks største gamingevent lige her.