Over de seneste uger har sportsdirektør, head of performance og træneren arbejdet på at sammensætte et nye Astralis Talent-hold, der både har masser af nyt, ungt talent og mere erfarne spillere, at læne sig op af.
Med dagens to signinger af 18 årige Emil ”KroK” Wiedermann og 16-årige Richart ”Ansg1” Nielsen fra hhv Atlantic og Exzentriq er målet nået.
- Det har været vigtigt for os, at bygge et hold med en god balance ifht erfaring, eksisterende kvalitet og potentiale. Vi har ikke haft lang tid, men jeg er imponeret over det arbejde alle har lagt i at kortlægge mulighederne og prioritere spillere ifht sammensætning, roller, erfaring og talent.
- Derfor er jeg også ekstra stolt over, vi nu kan præsentere de to sidste spillere til holdet, for det er præcis de spillere, vi har haft øverst på listen til pladserne. Selvom det er et helt nyt hold og ting tager tid, især for helt unge spillere, kommer Emil ”KroK” og Richart ”Ansg1” med en vilje, lyst og talent, vi kommer til at få stor glæde af allerede fra start.
- De har begge været igennem en god ”skole” i deres respektive organisationer og samtidig har de begge udvist et kæmpe engagement i at komme til Astralis. Kan vi overføre bare noget af den motivation til holdet, er det ikke energi, vi kommer til at mangle.
- Mikkel ”MistR” har haft flere muligheder for at skifte til andre hold, også på en noget højere hylde, men jeg er glad for at han for nu har valgt at dedikere sine kræfter til Astralis Talent, hvor han bliver en af hjørnestenene for at bygge det nye hold op omkring den kultur, vi ønsker.
- Mikkel bliver sammen med Alexander ”kiR” de rutinerede kræfter, der sammen med de tre unge spillere Jason ”JBOEN”, Emil ”KroK” og Richart ”Ansg1” vil udgøre det nye Astralis Talent-hold, der skal arbejde hen mod vores ambitiøse målsætninger. Det er et virkelig spændende hold, slår sportsdirektøren fast, og slutter af:
- Jeg vil samtidig gerne rose det store arbejde, og den dedikation man mærker overalt på den danske talentscene. Det lover godt for fremtiden, siger Kasper Straube.
Holdet samles til første bootcamp senere i denne uge.