Astralis og Amnesty International Danmark lancerer nu en ny kampagne, der skal bekæmpe krænkende adfærd online og sikre et trygt gamingmiljø med plads til alle.
For mange unge fungerer gaming som et positivt, socialt samlingspunkt og tiltrængt frirum i hverdagen – og generelt er gamingmiljøet heldigvis også både omfavnende og inkluderende. Men selvom der findes mange positive gamingfællesskaber herhjemme, er der desværre stadig mange piger og drenge, som oplever krænkende og grænseoverskridende adfærd, når de f.eks. blænder op for Counter-Strike på teenageværelset.
For ligesom på sociale medier er tonen i visse afkroge af gamingmiljøet stadig alt, alt for hård. Desværre risikerer unge stadig at blive udsat for homofobifobiske, racistiske eller sexistiske kommentarer, når de gamer, og det vil Amnesty International Danmark nu i samarbejde med Astralis gøre noget ved.
I Astralis er gaming lig med kammeratskab, sammenhold og inklusion. Ønsket med Amnesty-samarbejdet har derfor også altid været at styrke den trygge gamingkultur samt at skabe nye initiativer og fællesskaber med det formål at give unge styrken til sige fra over for hadefuld og krænkende adfærd.
Mads Rasmussen, partnerskabsdirektør i Astralis:
- Gaming og esport har både i Danmark og internationalt fat i en hel generation og et hurtigt voksende publikum. Det handler om sport, underholdning, socialt samvær på tværs af skel og om læring; alt sammen noget, vi i Astralis arbejder for at underbygge og at udvikle.
- Gaming har dog en udfordring, når for eksempel piger føler, de er nødt til at spille under pseudonym for undgå sexisme, når der opleves krænkende, homofobisk eller racistisk adfærd online. På samme måde som vi oplever det på sociale medier, er det desværre noget, vi også ser i gaming, og det ønsker vi at ændre.
- Det er en stor opgave, som vi og Amnesty ikke kan tage på os alene, men netop respekten for hinanden er et godt sted for os at tage de næste skridt, og vi tror på, vi sammen kan flytte nogle opfattelser af, hvad der er god og dårlig opførsel. Når alle bidrager og tænker sig om, kan vi gøre en positiv forskel, siger Mads Rasmussen.
I forbindelse med den nye kampagne, har Astralis fået produceret en helt særlig Amnesty-bane i CS:GO (kaldet Amnesty Challange), som henvender sig til skoleelever i 8. til 10. klasse.
Det er en bane, der bl.a. sætter fokus på LGBT+, Freedom of speech og Fake news, og som forhåbentlig kan være med til at skabe en bedre forståelse for ligebehandling og menneskerettigheder blandt unge drenge og piger.
Banen er gratis at downloade for alle, også skoler og institutioner, og den vil blive brugt i Amnestys dedikerede arbejde med de unge.
Du kan se en gennemgang af banen herunder:
Ud over CS:GO-banen indeholder kampagnen et uddannelsesforløb, der vil blive rullet ud i løbet af efteråret, hvor Amnesty bl.a. vil tage rundt på landets folkeskoler og erhvervsskoler med det gode, fælles budskab og en klar opfordring til de unge om at være med til at gøre en positiv forskel.