Billede: DBU/fodboldbilleder.dk
Astralis Group ansætter ny kommerciel direktør
Astralis Group, selskabet bag nogle af esportens største hold i Counter-Strike, FIFA og League of Legends, gearer op på den kommercielle front. Således kan selskabets direktør, Anders Hørsholt, i dag fortælle om en forstærkning af den kommercielle del af organisationen.
Anders Hørsholt, CEO, Astralis Group:
- Vi er inde i en udvikling med en fortsat vækst i esportsindustrien som helhed og i annoncørmarkedet specifikt. Trods de udfordringer vi alle har haft med de negative effekter af pandemien, som naturligvis også har ramt Astralis Group, har esporten vist sin robusthed med øget eksponering, stigende seertal og en fanbase i kontinuerlig vækst.
- Når effekterne af pandemien gradvist mindskes og markederne åbner for live-events, aktivering og fysisk salg, står vi med et stærkere produkt end før pandemien, og det skal vi være klar til at udnytte. Derfor har vi valgt at geare op i den kommercielle del af organisationen, hvor vi per 1. marts har lavet en aftale med Kasper Sindt, der tiltræder jobbet som kommerciel direktør. Kasper vil få det daglige ansvar for den kommercielle afdeling inkl. eksisterende partnere samt udvikling og salg af nye samarbejdsaftaler.
- Kasper kommer fra en rolle som Head of Sales & Commercial Partnerships hos DBU A/S og vil med sin mangeårige erfaring som salgs-, sponsor- og marketingansvarlig i bl.a. Velux og Promovator ramme jorden løbende og styrke selskabet kommercielle profil.
Ansættelsen af en ny kommerciel direktør betyder at medstifter Jakob Lund Kristensen, som i dag er CCO (Chief Commercial Officer), tiltræder en ny rolle som CRO (Chief Revenue Officer) med ansvar for alle kommercielle aktiviteter i Astralis Group.
Jakob Lund Kristensen, medstifter af Astralis og Astralis Group:
- Vi er i gang med at bygge en kommerciel organisation, der kan skaleres med stærke kræfter i ledelsen og i det daglige, hvor vi er helt tæt på eksekvering og partnere. Potentialet er enormt og vi har allerede samlet en stærk kommerciel gruppe. For at kunne opnå vores salgs-mål og for at kunne levere til vores mange danske og internationale partnere, kræver det dog at vi gør organisationen klar til at kunne vokse sig mange gange større uden at miste kvalitet eller fokus.
- Med tilgangen af en kapacitet som Kasper frigives der ressourcer til at udvikle den overordnede kommercielle strategi og vores produkter samtidig med at jeg, og dermed vi som organisation, kan komme endnu tættere på vores mange danske og internationale interessenter, forklarer Jakob Lund Kristensen.
Udvider også sportsligt og digitalt
Astralis Group har allerede pr. 1. januar ansat Christopher Gude som ny Business Analyst. Samtidig har selskabet hentet Alexander Jensen som Motion Designer og i Astralis Talent er det nye trænerteam gået i gang med arbejdet med at skabe fremtidens stjerner.
Det betyder at Dennis Vang (Head of Talent, Counter-Strike), Mikkel Donby (Head Coach League of Legends Talent) og Anders Schultz (2nd Coach League of Legends Talent) har haft deres første officielle arbejdsdag ligesom assistenttræner i Counter-Strike Talent, Mathias Dohn er tiltrådt med specifikke opgaver.
Kasper Sindt tiltræder sin nye rolle i Astralis Group 1. marts 2020.
CV 2010-21
2017 - 2021 DBU A/S Head of Commercial Partnerships, Sales & Marketing
2015 – 2017 Head of Marketing, VELUX Danmark A/S
2013 – 2015 Head of Sponsoring & Events, VELUX Group
2010 – 2013 Project Director, VELUX EHF Champions League, VELUX Group
2008 – 2010 Consultant, Promovator