Astralis går ind i verdens største spil: Henter dansk Fortnite-stjerne

November 19, 2021

Astralis investerer i verdens største spiltitel, hvor den danske organisation markerer lanceringen af et nyt hold med signingen af en af spillets største talenter og den bedste danske Fortnite-spiller: Thomas ”Th0masHD” Høxbro Davidsen.

Med 350 millioner registrerede spillere, turneringer i verdens største arenaer med præmiepuljer på mere end 300 millioner kroner i de største turneringer, koncerter og live-events rækker Fortnite ind i stort set alle elementer af digital underholdning. Både i Danmark, men især internationalt.

Jakob Lund Kristensen, medstifter af Astralis

- Fortnite er det ultimative spændingspunkt mellem populærkultur og gaming. Det er meget mere end et spil, og forbinder gamingscenen med alt fra Travis Scott og Ariana Grande-koncerter over megaturneringer og live-happenings, til de største globale fashionbrands.

- På konkurrenceplan har spillet udviklet sig ekstremt hurtigt med globale turneringer, der ender med finalespil i Madison Square Garden med over 50 mio. dollars i præmier. COVID har lagt en dæmper på live-turneringerne, men vi har en forventning om, de kommer tilbage endnu større og vildere i 2022.

- For Astralis handler det om, at spillet nu har vist en holdbarhed og udvikling, der gør, at vi nu ser det på lige fod med, eller større, end mange af de traditionelle esports-genrer. I målgruppen under 18 år er Fortnite uden sammenligning det største spil, både i Danmark og globalt.

- Vi vil være i spiltitler, der engagerer en masse fans, hvor vi selv kan bidrage yderligere med alt det, vi kan i form af digitale og fysiske tiltag. Derfor er Th0masHD perfekt for os – han er et stort internationalt navn, han er vanvittigt dygtig, og med hans spil og person rammer han en enorm skare af gamere og fans verden over.

- Det største marked for Fortnite er USA, hvilket passer perfekt med vores vækststrategi, i og med at Thomas bor i Danmark, men er en global superstjerne, fortæller Jakob Lund Kristensen.

Selv er Th0masHD stolt over sin nye status som Astralis-spiller

- For mig er det en kæmpe ære at skulle repræsentere Astralis fremadrettet, og glæder mig til at blive den første Fortnite-spiller i organisationen. Det er en drengedrøm, som går i opfyldelse, og jeg har glædet mig rigtigt meget, til at kunne dele den med alle.

- Jeg har gennem de sidste 3 år vist et højt niveau, og jeg tror at Astralis og holdet bag organisationen kan hjælpe mig med at forbedre de sidste procenter, som kan være afgørende i de store turneringer og events, så jeg kan nå toppen, lyder det fra den nye Astralis-stjerne.

Th0masHD’s første turnering i Astralis-trøjen er i denne weekend, hvor han spiller FNCS Grand Royale med en samlet præmiepulje på $5.000.000.

Fortnite facts

  • Der er døgnet igennem mellem 3 og 4 millioner spillere online i Fortnite.
  • Der er mere end 350 millioner registerede spillere.
  • Fortnite genererede 9 milliarder dollars i omsætning i spillets første to år alene.
  • Spillet er registreret som det mest sete af alle på onlineplatformen Twitch, og i 2021 er Fortnite rangeret som det 6. mest sete produkt af alle samme sted.
  • Der afholdes flere forskellige live-events i spillet. Rekorden for flest seere til disse holder Travis Scott med mere end 12 millioner samtidige-seere.

© Astralis • 2024 • Otto Busses Vej 7, 2450 København SV