Astralis Group og Tivoli åbner til sommer den første Astralis Flagship Store i hjertet af København og dermed tilføjer selskabet bag bl.a. verdens stærkeste Counter-Strike hold endnu et område til forretningsstrategien. Astralis Flagship Store åbner i det ikoniske Tivoli Hjørne, som har vundet nogle af verdens mest prestigefyldte arkitekturpriser. Her inviteres spillere og fans indenfor til en gaming-oplevelse, de med garanti ikke har prøvet før.
Samarbejdet er også et nyt, strategisk forretningsområde for Tivoli, der hele tiden satser på at forny sine oplevelsestilbud til gæsterne med respekt for havens traditioner og 177-årige historie. For Tivoli handler det om, at gæsterne på tværs af alder og køn kan samles om at spille, møde deres forbilleder og selv være en del af underholdningen på en helt ny måde. Astralis Flagship Store forventes officielt at åbne 1. juni 2021.
Esportsverdenen er på få år eksploderet, og interessen er i fortsat vækst. Computerspil er ikke længere noget, man kun interesserer sig for på teenageværelser, og branchen er med syvmile skridt blevet til en del af den globale underholdningsindustri. Det er derfor oplagt at skabe en ny form for mødested, hvor både hardcore gamere og alle nysgerrige kan komme tæt på fænomenet – og de danske verdensstjerner. I første omgang er Astralis og Tivoli i gang med at indrette nye, eksklusive omgivelser midt i København, hvor fans og spilentusiaster fra sommeren 2021 kan mødes, kappes og hygge med udsigt til haveanlægget i Tivoli.
Første Flagship Store
Ud over alt det nyeste inden for Astralis merchandise, vil Astralis Flagship Store byde på gaming-oplevelser i ikoniske omgivelser med muligheder for at booke sig ind i de eksklusive VIP-lokaler, præsentation af de nyeste produkter fra Astralis’ mange partnere, mini-turneringer, viewing parties, jersey launch og selvfølgelig en masse fan-oplevelser med Astralis-spillere fra alle hold.
På førstesalen placeres over 130 gamer pc´er og konsoller, så der bliver masser af plads til at spille med venner, kolleger og til invitationsevents. Her vil man kunne opleve Astralis’ talenthold træne og spille, ligesom Astralis’ professionelle hold i FIFA, League of Legends og Counter-Strike vil deltage i diverse arrangementer og konkurrencer. Derudover arbejdes der med planer om større events, hvor flere tusinde Astralis fans kan mødes på Plænen og følge større kampe direkte på storskærm.
Det er en del af vores erklærede strategi at blive en endnu større del af fansenes hverdag både i Danmark og internationalt - Anders Hørsholt, Administrerende direktør i Astralis Group
Administrerende direktør i Astralis Group, Anders Hørsholt:
- Det er en del af vores erklærede strategi at blive en endnu større del af fansenes hverdag både i Danmark og internationalt. Med åbningen af den første Astralis Flagship Store tager vi endnu et skridt i den retning, og vi er ekstremt glade for, at Tivoli hurtigt så mulighederne for et strategisk samarbejde om lokationen i København. Underholdning og oplevelser er mange ting, og jeg er overbevist om at vi med Tivoli kan skabe noget helt nyt, ikke bare i vores egne rammer, men på tværs mellem forlystelseshaven og Astralis generelt, fortæller Hørsholt.
- Astralis Flagship Store i Tivoli er den første af sin slags, og modellen er skalerbar, hvilket betyder at vi på sigt kan åbne flere lokationer i samme format, eller tilpasset det enkelte marked. I første omgang har vi store forventninger til samarbejdet med Tivoli og alt det, vi med en fysisk lokation som denne kan tilbyde de mange gamere og fans, der bor i eller besøger vores hovedstad, fortæller Astralis-direktøren.
Astralis brand passer perfekt til at rykke ind i Tivolihjørnet med dets unikke arkitektur. Tivoli har altid været et sted, hvor man kan få oplevelser, der ikke findes andre steder, og med Astralis kan vi nu tiltrække et helt nyt nationalt og internationalt publikum - Susanne Mørch Koch, Tivolis direktør
Tivolis direktør Susanne Mørch Koch:
- Tivoli bliver aldrig færdig og med dette nye forretningsområde holder vi fast i, at tradition og fornyelse følges ad for Tivoli. Jeg er glad for, at Astralis og Tivoli er lykkedes med at finde sammen i et stærkt partnerskab. Astralis er et esportshold i verdensklasse og har velfortjent en kæmpe fanskare i hele verden. Astralis brand passer perfekt til at rykke ind i Tivolihjørnet med dets unikke arkitektur. Tivoli har altid været et sted, hvor man kan få oplevelser, der ikke findes andre steder, og med Astralis kan vi nu tiltrække et helt nyt nationalt og internationalt publikum. Nu bliver det endnu sværere at sige nej tak til en tur i Tivoli.
Astralis Flagship Store vil være tilgængelig gennem Tivoli og gaden. Forventet åbninng er 1. juni, 2021