Astralis’ Counter-Strike hold beskrives med rette som verdens bedste gennem tiden, og det stiller store forventninger og krav. Generelt har resultaterne længe ikke levet op til forventningerne, kulminerende med en misset kvalifikation til efterårets Major.
Derfor bliver der nu lagt en ny retning for holdet og organisationen. Første skridt er en såkaldt bænkning af den nuværende træner Martin ”trace” Heldt, som ikke længere skal træne førsteholdet, mens flere tiltag er på vej.
Anders Hørsholt, administrerende direktør
- Vi har i Astralis igennem mange år bygget et solidt fundament for vores hold og forretning, men vi må erkende at hvor vi forretningsmæssigt udvikler os positivt, har vi sportsligt slet ikke har levet op til vores egne forventninger.
- I den kommende tid vil vi se en udvikling og modernisering af organisationen omkring Counter-Strike holdet, hvor vores sportsdirektør kommer til at kigge på alle nuværende og potentielt nye roller, samt behovet for ændringer på og omkring holdet.
- I første omgang siger vi tak for indsatsen til træneren, Martin ”trace” Heldt, som ikke længere skal være førsteholdstræner. Martin har ydet en stor indsats, men vi må erkende, vi slet ikke har fået nok ud af det talent spillertruppen besidder og vi vurderer også, der skal andre kvaliteter til i forhold til de kommende opgaver omkring holdet.
- I stedet overtager vores talenttræner Peter Toftbo Ardenskjold (”casle”) holdet i den kommende periode, mens Kasper Hvidt og ledelsen indleder arbejdet med at bygge en styrket organisation.
- Vi oplever en enorm støtte og opbakning fra fans, men vi må erkende at vi i for lang tid ikke har leveret en klar retning og resultater. Vi kommer i den kommende tid til at foretage ændringer med fokus på den lange bane, så vi igen kommer til at leve op til de forventninger vi selv, vores partnere og vores omverden med rette stiller.
- Vi har selv sat barren utroligt højt med det vi opnåede i 2018-19. Det kommer ingen til at gøre os efter nogensinde, men det ændrer ikke ved opgaven: Vi skal genskabe en tydelighed i måden, vi gør tingene og vi skal tilbage til en position, hvor vi er med i kampen om titler og topplaceringer. Det sker ikke over natten, men arbejdet er begyndt, runder direktøren af.