Jan Ø Jørgensen har siden januar 2022 været tilknyttet Astralis’ performance team, senest med ansvar for bl.a. Astralis Talent. Nu rykker den tidligere badmintonstjerne et skridt op i hierarkiet og bliver Head of Performance med reference til den kommende sportsdirektør.
Den nye rolle betyder at Jan Ø Jørgensen rykker tættere på Counter-Strike førsteholdet, som han kommer til at arbejde meget mere med i fremtiden.
Anders Hørsholt, administrerende direktør:
- Jan har været en del af vores performance team siden starten af sidste år, hvor han kom med en stor erfaring fra sin egen tid i elite-sport og en ekstrem præstationskultur. Det var tydeligt, han havde talent for præstationsudvikling, og selvom rollen var ny for ham, har han imponeret med sin tilgang til både sit eget arbejde og den måde, vi arbejder med holdene og de enkelte spillere.
- Han har været bærende for den seneste, meget positive udvikling hos blandt andet vores talent-hold, og jeg er glad for, vi nu kan knytte ham til organisationen på permanent basis, således han også kan komme tættere på vores førstehold.
- Jan er allerede i gang med arbejdet omkring førsteholdet, og det glæder mig at se den energi både han, træneren og spillerne har lagt for dagen. Jeg glæder mig til at følge udviklingen og samarbejdet med spillere, træner og vores kommende sportsdirektør, udtaler Anders Hørsholt.
Jan Ø. Jørgensen, Head of Performance:
- Jeg har efterhånden været i Astralis i halvandet år og kender organisationen, kulturen og presset indgående. Det er et helt unikt sted at være, også når vi ikke vinder det hele, og jeg er både stolt og glad for at kunne dedikere al min tid til at hjælpe spillerne, holdene og selvfølgelig den kommende sportsdirektør, Kasper Straube, som selvfølgelig kommer til at tegne de overordnede linjer.
- Jeg ser det sådan, at vi nu går ind i en ny fase, hvor vi skal skabe nyt og bygge op igen, men med en enorm respekt for den kultur og den dedikation, der gennem årene er bygget op og som gennemsyrer hele organisationen. Man kan vel kalde rammerne for old school Astralis men med en indbygget omstillingsparathed, frihed, lyst og en følelse af medejerskab fra især spillernes side.
- Det er nogle af de punkter, jeg allerede er i gang med, og jeg glæder mig ekstremt meget til at arbejde sammen med Kasper og med spillerne på tværs af hold, så vi sammen kan bygge videre på det, vi er gode til, samtidig med vi er klar til at rydde bordet på andre områder, hvor dét er nødvendigt.
Jan Ø. Jørgensen er allerede tiltrådt sin nye rolle.