Kasper Hvidt har været en bærende del af det sportslige set-up i Astralis siden 2017. Under Hvidts ledelse er det ikke bare blevet til historiske resultater for det bedste Counter-Strike hold gennem tiden, men også til nogle fundamentale ændringer i måden, der dyrkes professionel esport i Danmark og resten af verden.
Efter en periode med svingende præstationer, der af forskellige årsager ikke har levet op til Astralis’ altid høje ambitionsniveau, er det dog blevet tid til noget andet, og samarbejdet med både Kasper Hvidt og chefanalytiker Nikolaj ”Hunden” Petersen er i dag blevet bragt til ende.
Anders Hørsholt, administrerende direktør i Astralis A/S:
- I Astralis skal vi altid have ambitioner om at være bedst og både spillere, fans og partnere skal gå ind til enhver turnering med følelsen af, vi kan vinde. Sådan har det af mange årsager ikke været i for lang tid, og det tager vi i dag konsekvensen af.
- Det er aldrig let sige farvel til en meget dygtig og kompetent kollega, men tiden er inde til at vi skal prøve nyt.
- Kasper er nærmest en institution, ikke bare i Astralis men i professionel esport. Hans idéer om tilgangen til en professionel præstationskultur har afgjort haft indvirkning på holdets historiske præstationer og resultater og mange af metoderne er i dag nærmest standard i branchen. Derfor vil Kasper altid blive husket som en af dem, der var med til at skabe den første Astralis æra, og vi skylder ham den største tak for hans indsats. Det håber jeg faktisk, vores omverden vil bakke op om, udtaler Hørsholt.
Kasper Hvidt:
- Jeg er enormt stolt over det, vi har opnået med Astralis og ville ikke undvære det for noget. Der er så mange gode og dygtige folk i den organisation, som har været en del af både opture og nedture, og jeg har elsket at arbejde med holdene og mine kolleger.
- Jeg er stolt af de mere end 35 titler, vi i min tid har vundet på tværs af hold og generelt de resultater, vi har opnået og jeg er om nogen ked af, vi ikke er lykkes med de ting, vi i den seneste periode har sat i søen. Det har været en vanskelig tid efter vi skulle sætte et nyt hold, men vi har stadig formået at bevæge os fremad som organisation, også omkring holdene.
- Jeg vil gerne takke alle dem, der har været med til at gøre Astralis-rejsen uforglemmelig. Det er få forundt at være en del af noget, der påvirker en hel kultur og generation, som vi har formået at gøre, og jeg glæder mig til at se hvad fremtiden bringer.
Ud over Kasper Hvidt, er også chefanalytiker Nicolai ”HUNDEN” Petersen blevet opsagt per dags dato.
Anders Hørsholt kommenterer:
- Jeg vil også gerne takke Nicolai for hans tid her. Den blev ikke så lang som vi havde håbet, men i forlængelse af vores fremadrettede arbejde, har vi behov for en anden profil til at understøtte cheftræneren. Vi ønsker Nicolai alt det bedste, konstaterer Hørsholt.
Ny sportslig ansvarlig og øvrige tilføjelser til staben vil blive offentliggjort så snart rollerne er på plads.