Astralis slutter året med kæmpe turneringssejr

February 17, 2021

Astralis vinder stort i kæmpe finale

IEM Global Challenge var den sidste turnering i 2020 for professionel Counter-Strike. Astralis står som sejrsherrer efter en 3-0 finale mod de gamle rivaler fra Team Liquid og sikrer sig dermed holdets fjerde titel i år: ESL One Road to Rio, Pro League S12, DreamHack Masters Winter og nu IEM Global Challenge, hvor mere end 3 millioner kroner var på højkant.

 De tre sidste turneringer har resulteret i tre finaler og to titler og In-Game Leader, Lukas 'gla1ve' Rossander, er ekstatisk:

 - Det er en sindssyg fed følelse lige nu! Både glæde og lettelse over at have kommet så godt igennem den seneste måned. Vi aftalte for tre turneringer siden, vi ville give alt til sidst, og tage minimum én pokal. Nu står vi med tre finaler og to pokaler mere til skabet og det er noget, vi alle sammen på holdet og i organisationen kan være vildt stolte af.

- Vi var aldrig i tvivl om, at vi kunne slå Liquid. De har været stærke her til sidst, men vi har et godt tag på dem og der var virkelig god stemning på holdet hele vejen igennem.

 - Især på holdet har vi været presset her til sidst. Folk er slidte efter et svært år, men man glemmer måske lidt, hvordan vi hele vejenigennem har formået at levere stabile præstationer krydret med en håndfuldvirkelig flotte turneringer og sejre. Udefra har der været en masse larm, men jeg er stolt af, hvordan vi som hold og organisation har formået at komme igennem spillerpauser, skiftende In-Game Leaders, nye roller, spillerudskiftninger og som det første tophold udvidet vores trup til et 6-mandssystem.

 - Nu skal vi alle holde en velfortjent juleferie, men jeg vil gerne lige takke alle de mange fantastiske Astralis-fans, som har støttet os, skrevet til os og bakket os op hele vejen igennem. Det er helt unikt og betyder virkelig alt for os, at fansene bare bliver ved med at bakke os op uanset hvad.

Også Nicolai 'dev1ce' Reedtz, som præsteret fremragende i årets sidste kamp, er både glad og lettet:

- Vi har haft vores udfordringer i 2020. At slutte på den her måde er ikke til at tro. Det gør os selvfølgelig spændte på næste år, men med tre finaler i streg til at runde året af med glæder vi os også til at holde lidt fri nu.

-Jeg ved også det har været et specielt år for fans. Vi har ikke været ude i arenaerne med dem, så det er svært at vise sin taknemmelighed for dem, der støtter os gennem alle kampe uanset resultat. Vi ville ikke være, hvor vi er nu uden dem, og jeg ved alle på holdet glæder sig til at fejrer de her sejrer med dem igen.

2020 slutter og 2021 begynder. Det nye år bliver bestemt ikke med mindre på spil. Astralis næste turnering bliver d. 18 januar til BLAST Premier Global Finals, hvor der er intet mindre end 6 millioner kroner på spil.

© Astralis • 2025 • Vester Farigmagsgade 1, 6th 1606 Kbh K