Astralis opruster med dansk stortalent – 2023 truppen på plads

December 22, 2022

Astralis kan i dag præsentere 19-årige Christian ”Buzz” Andersen som ny spiller. ”Buzz” kommer fra danske Masonic, som i weekenden vandt POWER Ligaen efter finalesejr over Astralis Talent, og han træder ind på førsteholdet, hvor han afløser Mikkel ”MistR” Thomsen. MistR genindtræder på talentholdet efter endt tid som stand-in på førsteholdet.

Peter ”casle” Ardenskjold, træner

- I arbejdet med at bygge op på og omkring main-holdet, har det været ret tydeligt, at vi har nogle ekstremt dygtige og erfarne spillere, der på deres bedste dage hver især spiller på et ekstraordinært højt niveau, men der også har været nogle mangler.

- Vi tog Mikkel ”MistR” ind som stand-in i efteråret, hvor han har leveret rigtig godt og vist, hvorfor han i første omgang blev valgt. Han kommer helt sikkert til at fortsætte sin udvikling, og er en spiller, der helt sikkert kommer i spil til et højere niveau på et tidspunkt. Det er noget af den sammenhængskraft mellem talenter og førstehold, vi bl.a. kommer til at arbejde meget mere med i fremtiden.

Vi har nu 2023-truppen på plads og jeg glæder mig til for alvor at arbejde med holdet - casle

- I forhold til den rolle, vi skal bruge, har vi nogle helt specifikke ønsker, og vi har længe kigget på Christian ”Buzz” som en potentiel spiller. Han har nogle helt åbenlyse kvaliteter og jo dybere vi er kommet i arbejdet, desto tydeligere er det blevet for mig, at ”Buzz” ikke bare har en masse af den ungdommelige energi og attitude, vi leder efter, han har også kvaliteten til at give holdet et reelt løft. Vi arbejder langsigtet og gør det, vi tror på giver spillerne de absolut bedste muligheder for at levere, og jeg er overbevist om, Christian vil gøre en forskel.

- Arbejdet med organisationen omkring holdet fortsætter i ledelsen, men siden jeg startede, har vi allerede hentet både dev1ce og Buzz og selvom man selvfølgelig ikke kan sammenligne de to transfers, så er det alligevel for mig to ønskespillere. Vi har nu 2023-truppen på plads og jeg glæder mig til for alvor at arbejde med holdet i det nye set-up, som er ved at blive færdiggjort, slår træneren fast.

#CreateABuzz for vores nye spiller, Christian "Buzz" Andersen

Christian ”Buzz” Andersen

- Jeg er vildt glad og stolt. Jeg har set op til spillerne på Astralis-holdet i flere år og det har på mange måder formet mig som CS-spiller. At jeg nu kan kalde mig Astralis-spiller på hold med flere af de spillere og i den rolle, jeg altid har forestillet mig, er bare vanvittigt fedt.  

- Jeg har haft flere samtaler med både casle og Kasper Hvidt de seneste par måneder. De ved, hvilken spiller de får, og jeg ved at jeg træder ind på et hold og i en organisation, der er klar til at investere hvad der skal til for at komme tilbage på toppen.  

- Da jeg trak trøjen over hovedet første gang til vores photo-shoot, kunne jeg for alvor mærke at det betyder noget. At have stjernen på brystet bliver ikke større for en dansk CS-spiller, og jeg vil gøre alt jeg kan for at hjælpe holdet og for at gøre fansene stolte. Der er meget at være stolt af i Astralis, men vi har manglet resultaterne og dem håber jeg, jeg kan være med til at bringe tilbage, fortæller Christian ”Buzz” Andersen.

Talentnyt

Ud over Mikkel ”MistR” Thomsens tilbagevenden til talentholdet, er der mere talentnyt:

Astralis og Alexander ”br0” Bro er blevet enige om en permanent kontrakt, således at den talentfulde 20-årige br0, som har leveret nogle ekstremt lovende præstationer, også i 2023 vil være at finde på Astralis Talents holdkort.

Samtidig tiltræder 22-årige Mathias ”R0nic” Pinholt som ny træner for Astralis Talent. Mathias har tidligere spillet på holdet og spillet under Peter ”casle” Ardenskjold.

© Astralis • 2024 • Otto Busses Vej 7, 2450 København SV