Astralis og hummel indgår nyt samarbejde med det danske streetwear-brand SAUNA

May 31, 2024

Sammen med hovedpartneren hummel er Astralis gået sammen med det fremadstormende streetwear-mærke SAUNA om en sommerudgave af de ikoniske Astralis-spillertrøjer.

Designet er ment som en fejring af esportens og gamingens indflydelse på og position i ungdomskulturen verden over. Kollektionen er nemlig ikke kun designet til fans og spillere i de største arenaer verden over, men også til brug under musikfestivalen, på stranden, i den lokale vinbar og på gaden.

En hyldest til de store sports-klassikere

Den bordeauxrøde farve er i sig selv ny i Astralis-universet, men forbindelsen til holdets kongeblå trøjer og den klassiske røde stjerne i logoet er tydelig. Den tidløse krave hylder nogle af de største og historiske designs i traditionel sport, og af samme grund har trøjen et nummer på ryggen; nummer 16, som er året for Astralis' grundlæggelse.

Mads Rasmussen, partnerskabsdirektør i Astralis:

- Astralis er det mest vindende Counter-Strike hold nogensinde, men gennem årene er vi vokset til at være meget mere end det. Siden vi blev grundlagt i 2016 har vi stræbt efter at sætte nye standarder både på og uden for serveren, og den nye sommer-kollektion er en visuel og bærbar understregning af vores ambitioner.

- Ved at samarbejde med et ungt, lovende streetwear-mærke som SAUNA, med udgangspunkt i hummels kvalitet og traditioner, ønsker vi at vi omfavne dén præstationskultur, der er dybt forankret i alt vi gør, samtidig med at vi ønsker at fejre alle de positive aspekter ved gaming- og den ungdomskultur, vi er en del af.

- I sidste ende handler det om positive vibes, at nyde sommeren og at vise, man er del af et fantastisk, globalt fællesskab, fortæller Rasmussen.

Morten Lund, marketingdirektør, hummel:

- Den nye sommerkollektionen er kulminationen på et unikt samarbejde mellem hummel, Astralis og Sauna, der kombinerer fashion med esport. Sammen har vi skabt noget helt særligt, der både ærer vores arv og omfavner de nye, kreative veje inden for ungdomskulturen.

- Vores fokus har været at designe noget, der ikke bare er en trøje, men som samtidig taler til både atleter og modebevidste unge på tværs af kulturer og generationer. Vi er glade for samarbejdet med Astralis og Sauna og ser frem til at se fans i alle aldre bære de nye designs med stolthed.

Sylvester M. Jægergaard, Partner & Creative Director, SAUNA

- SAUNA's drivkraft for at skabe og udforske nye grænser er kernen i dette partnerskab.

- Med en fælles tro på mottoet "Mod stjernerne" eller "To The Stars", bygger dette samarbejde bro mellem esport og streetwear, og baner vejen for andre at følge, lyder det fra Sylvester Jægergaard.

- Varsity-jakken og kasketten, der også er inkluderet i den nye kollektion, har yderligere referencer til Astralis' historie, men fundamentalt handler trøjen ikke kun om Astralis; designet bygger bro og er en hyldest til fans og ungdomskultur verden over.

Spillertrøjen kan købes online på shop.astralis.gg fra den 31. maj, mens varsity-jakken og kasketten kan købes på Saunas egen webshop

Spillertrøjen vil også være tilgængelig for fans ved BLAST Premier Spring Final 2024 i London fra den 12. juni til den 16. juni. 

Den 1. juni vil trøjen blive lanceret fysisk i Astralis Nexus, Astralis' flagshipstore og eventspace i hjertet af København.

© Astralis • 2024 • Otto Busses Vej 7, 2450 København SV